Skal jeg bare lære at leve med angst?

Mens jeg i går fik rengjort klinikken, lyttede jeg til Tabu på P3. Det er et ganske udmærket program, og gårsdagens tema var angst. I løbet af programmet havde de flere lyttere igennem, både pr. telefon og som besøgende i studiet. Angsttyperne vekslede fra generel angst, angstanfald, social angst og videre angst efter overfald. Fælles for alle samtalerne var spørgsmålet ”Hvad gør du så for håndtere din angst?”

Ikke overraskende havde alle de havde igennem fundet noget som gjorde at de ”kunne leve med angsten”. Flere med social angst undlod at være sammen med andre mennesker, en, hvis angst var begyndt efter et ovefald i byen, havde droppet byturene, mens det hjalp en tredje at fremprovokere opkast.

Men hvad er angst egentligt?
Det de fleste af os kalder for og oplever som angst, er en følelsesmæssig reaktion på en stimuli, som sætter kroppens forsvarsværker i gang. Hvis du på et tidspunkt har oplevet ubehag ved f.eks. en duft, en smag, en situation eller en anden stimuli, så kan kroppen forbinde den stimuli med fare, og fremad sætte kroppens forsvarsværk i gang (ofte en flugt respons), som resulterer i følelsen af frygt/angst.

Hvis du f.eks. som barn har mødt en stor hund, som har gøet af dig, og du er blevet bange for den, kan det starten en kædereaktion af ubehag ved alle fremtidige møder med andre hunde. Også selvom disse hunde er søde og behagelige. For hvert møde du efterfølgende har med en hund, så lægger du endnu et lag til din angst, som så er kraftigere næste gang du møder en hund.

Uanset om din angst opstår på grund af en hund, andre mennesker, efter en traumatisk oplevelse, eller simpelthen er angst for selve angsten, så er det alt sammen en tillært følelsesmæssig respons, og det kan der arbejdes med.

Det kan være svært for folk der ikke selv har prøvet at være angst, at forstå hvor voldsomt det kan være, og forståelsen fra omverdenen kan nærmest helt forsvinde hvis man har en atypisk – nærmest morsom – angsttrigger.

Skal jeg bare lære at leve med angst?